velkommen til mine

projekter

Klik på de enkelte projekter eller scroll igennem dem alle!

Projekt: E-commerce (3. semester)

Varighed: ca. 3 dage

Formålet med forløbet var at få en grundlæggende introduktion til udvikling af indhold til webshops gennem WordPress og WooCommerce. Vi fik indblik i, hvordan man driver en webshop, arbejder med produktkategorier, produktkort og grundlæggende UX-konventioner.

Som case udviklede vi den fiktive genbrugsforretning Anew Home. Her stod vi både for at designe logo og for at skyde og producere content til webshoppen, så vi kunne skabe et helstøbt visuelt univers. Vores opgave var samtidig også at integrere en nutidig UX-trend. Vi valgte at arbejde med AI, som vi forestillede os kunne bruges til at visualisere produkter i brugerens eget hjem via et 3D-kamera. På den måde koblede vi genbrug med moderne teknologi og skabte et koncept, der både var brugervenligt og fremtidsorienteret.

Værktøjer: WordPress, Illustrator & Figma

Projekt: 2. semesters eksamensprojekt

Varighed: ca. 4 uger

 Skærmopløsning: MacBook Pro 14” 3024 x 1964 px (svarer til 1512 x 982 px i “undersøg”)

I forbindelse med vores eksamen arbejdede vi sammen med Steno Museet, hvor opgaven var at udvikle en digital og interaktiv løsning til udstillingen Den oversete krop. Udstillingen behandler forskellige temaer, blandt andet psykiske lidelser, og løsningen skulle både supplere det fysiske rum og samtidig invitere publikum til aktiv interaktion.

Vi valgte at fokusere på emnet ADHD, med særligt blik på de indadvendte og mindre synlige symptomer, som ofte overses. Mange forbinder ADHD med stereotype forestillinger om hyperaktive drenge, men vi ønskede at nuancere billedet og rette opmærksomheden mod de mere subtile udfordringer.

Resultatet blev en interaktiv skærmløsning, hvor brugeren kan udforske kroppen på en fiktiv pige, Maja, der lever med ADHD, men ofte går under radaren. Designet er udviklet med udgangspunkt i vores persona og tilpasset brugerens tekniske niveau og visuelle forventninger.

For at skabe en engagerende og lærerig brugerrejse har vi arbejdet med virkemidler som lyd, video, motion graphics og quiz-elementer med inputfelter, understøttet af JavaScript-features. På den måde blev løsningen både flydende, interaktiv og motiverende, så brugeren får lyst til at udforske Majas historie og samtidig opnår ny viden.

Værktøjer: Figma, Illustrator, Photoshop, GitHub & Visual Studio Code

Projekt: UX/UI (2. semester)

Varighed: ca. 2 uger

Som case arbejdede vi med det fiktive mikrobryggeri ZeroBuzz Brew, der ønsker at positionere sig som det foretrukne valg for unge, der vælger alkoholfri øl. Vores opgave var at udvikle en webshop, der både fremhæver produkternes smagsprofiler og kvalitet, men samtidig kommunikerer brandets kerneværdi: Sammenhold er vigtigere end alkohol.

Projektet omfattede hele processen fra idé til færdig prototype. Vi udviklede en visuel identitet dokumenteret i en designmanual med logo, typografi, farver, billedstil og ikoner. Webshoppen blev designet og prototypet i Figma, hvor vi testede både lo-fi og hi-fi versioner gennem usability tests. Derudover programmerede vi en fungerende prototype i HTML, CSS og JavaScript, hvor vi blandt andet implementerede indkøbskurv, dynamiske funktioner og LocalStorage til at gemme brugerens valg.

Resultatet blev et samlet koncept, der kombinerer brugervenlighed, interaktivitet og et stærkt visuelt univers, som understøtter ZeroBuzz Brews ambition om at gøre alkoholfri øl til et naturligt og attraktivt valg blandt unge.

Værktøjer: Figma, Illustrator, Photoshop, GitHub &Visual Studio Code

Projekt: Opgave i design (2. semester)

Varighed: 1 dag

Dette er et skoleprojekt fra 2. semester, hvor opgaven gik ud på at udvikle en visuel designidentitet til en fiktiv keramikhjemmeside. Projektet havde fokus på at arbejde med de grundlæggende principper for branding og visuel kommunikation, og vi skulle skabe et helstøbt udtryk, der kunne afspejle virksomhedens univers og værdier.

Som en del af opgaven udviklede vi logo, ikoner og en designmanual, der samlede retningslinjer for typografi, farver og billedstil. Designmanualen skulle fungere som et værktøj, der sikrede en konsekvent og genkendelig identitet på tværs af platforme og medier.

Projektet gav indblik i hele processen fra de første idéer og skitser til færdige designløsninger, og det gav mig erfaring med at arbejde målrettet med visuel identitet i praksis.

Værktøjer: Figma, Canva & Illustrator

Projekt: 1. semester eksamensprojekt

Varighed: ca. 4 uger

I samarbejde med spillestedet Radar udviklede jeg et separat kampagnesite med det primære formål at synliggøre Radars kulturelle værdi og mobilisere støtte blandt unge aarhusianere.

Projektet inkluderede udvikling af visuel identitet, produktion af alt content (tekster, billeder, illustrationer, video og logo), prototyping, brugertest og endelig implementering i responsiv HTML5/CSS3 med semantiske tags, SEO-tiltag, performanceoptimering og løbende pushes til GitHub. Sitet skal skabe engagement, indsamle opbakning og fungere som en aktiv kampagneplatform for Radars fremtid.

Værktøjer: Illustrator, Photoshop, GitHub & Visual Studio Code

Projekt: Webunivers (1. semester)

Varighed: ca. 3 uger

Som en del af dette projekt udviklede jeg et digitalt magasin med temaet dating for studerende, som jeg kaldte CampusCupid. Opgaven bestod i at skabe et gennemført webunivers med et tydeligt visuelt design, en gennemtænkt layoutstruktur og engagerende artikler målrettet en persona. Websitet indeholder en forside, hovedmenu med links og en undermenu med yderligere indhold.

I processen arbejdede jeg med hele designforløbet fra analoge skitser og wireframes til færdige mockups i Adobe. Jeg testede løbende løsningen for at sikre en god brugeroplevelse og anvendte semantiske HTML-tags og CSS til at skabe en logisk struktur, intuitiv navigation og visuel sammenhæng.

Projektet gav indblik i, hvordan man kombinerer indholdsproduktion, UX og webudvikling i praksis for at udvikle et digitalt univers, der både er målrettet, visuelt appellerende og funktionelt.

Værktøjer: Illustrator, Photoshop, GitHub & Visual Studio Code

Projekt: T-shirt print på efterskole

Varighed: ca. 4 uger

Under mit efterskoleår, hvor jeg havde faget design og innovation, arbejdede jeg på et projekt, hvor jeg tegnede ansigterne på skolens elever, som derefter kunne trykkes på t-shirts. Det var et projekt, jeg fandt så spændende, at jeg fortsatte med at tegne og videreudvikle på designet i min fritid, også efter projektet officielt var afsluttet.

Jeg blev særligt optaget af, hvordan kreativitet kan kombineres med konkrete produkter, og hvordan noget, man selv har designet, kan skabe glæde og fællesskab. På et tidspunkt overvejede jeg endda at gøre det til en lille forretning, hvor folk kunne bestille specialdesignede illustrationer online, som jeg derefter kunne sende videre til tryk. Det blev aldrig til mere end en idé, men projektet satte for alvor gang i min nysgerrighed og lyst til at arbejde med design og visuelle udtryk.

Værktøjer: Fresco

Du er velkommen til at skrive.